Rejsehub.dk

Klitmøller

Ryet er større end byen. Som så mange andre må vi lige et kig forbi Klitmøller, de europæiske surferes hippe paradis Cold Hawaii. Havnen og stranden er i sig selv ikke anderledes end mange andre steder langs vestkysten, men farverige surfboards, våddragter og reklamer for surfkurser viser os tydeligt, hvor vi er landet.

Surferne dyrker også bølgerne ud for Nr. Vorupør sydpå og ud for Hanstholm nordover, men det er lykkedes den hensygnende fiskerby at forvandle sig til et sted, ikke blot surfere, men også vi turister gerne søger for at mærke en snert af den hypede energi, dumdristighed og skabertrang derude på det åbne hav.

Vi bookede ind på det hyggelige og smukke, træbeklædte Guest House Klitmøller, der egentlig retter sig mest mod surferne med sine værelser uden bad. Men vi boede i et af tre dobbeltværelser med brusebad, ikke et stort værelse men et fint udgangspunkt for gåture i området.

Ud over stranden og blæsten rummer den lille by surf-udstyrsbutikker, caféer og en række restauranter.Og så er surferne der jo altså ikke hele tiden… vinden og bølgerne skal være de rigtige, andre gange går de ud ved Nr. Vorupør eller Hanstholm.

Isbjerg

Vi måtte kigge langt efter det hvide landskab, da vi nåede op på toppen af Isbjerg nede fra parkeringspladsen på Hindingvej ved Nors Sø. Da vi nåede toppen af stien og trådte op på en underlig, rund plastickappe, så vi ikke hvidt foran os, men et vidtstrakt, særegent landskab farvet i nuancer af grønt, brunt, gult og sort.

Så langt øjet rækker ligger her Hanstholm Vildtreservat foran os med Tved Klitplantage og Nors Sø bag os under den store, åbne himmelbue.

Det er et sandt under at sidde der på plastickappen, falde ind i stilheden eller blæstens stille susen og mærke øjnene stille ind på bevægelserne og skyggerne i den udstrakte klithede, sletten, sumpene og søerne derude.

Vi så dem ikke, men andre har set havørne, fiskeørne, traner, regnspover og krondyr i reservatet. Selve Isbjerget, der ligger 56 m over havet, ligger på en sti, der tager os tre varierede kilometer langs kanten af reservatet og ind igennem plantagen.

Vel nede ved bilen igen er det værd at køre et par kilometer videre, stille den og finde stien ned til Nors Sø igennem højtvoksende siv og planter ud til en lille træplatform. Sæt dig på bænken og synk ind i landskabets ro, kølvandet efter ænderne og nyd udsigten.

Men det er den bjergtagende udsigt over vildtreservatets storhed, der er højdepunktet på turen.

Skulpturhaven i Thy

Uanset hvor vi vender os hen og kigger, står, ligger og hænger der skulpturer af enhver art og smag i den have, der udgør halvdelen af den skulpturhave, som kunstneren Kirsten Barlit har skabt i sin store have omkring huset i Svankjær nær Bedsted.

Den anden halvdel af udstillings- og kunstsalgs-stedet fylder huset i to etager med primært skulpturer fra hendes eget atelier og mange andre kunstnere.

At gå rundt i haven og i huset er en sansemættet oplevelse, både for øjnene og for smagsløgene. Noget er smukt og tiltrækkende, andet er skævt uden at bevæge os, mens noget tredje er forunderligt og fantasifuldt. 

Pungen kom da også op af lommen både til værker af Kirsten Barlit selv og et par andre kunstnere. Det var bare for svært ikke at blive fanget ind af de kunstneriske universer inde og ude, vores øjne blev konstant indfanget af de vidt forskellige værker, der satte glæden, smilet, eftertænksomheden og fryden over skønheden i svingninger i os.

Agger Tange

Agger Tange byder på to forskellige veje fra byen til færgehavnen i den sydlige ende af tangen. Du kan gå på klitrækken mellem de indre strandenge og Vesterhavet eller du kan køre i bil eller på cykel ad asfaltvejen og nyde det lange stræk af strandenge og de mange fugle, der gør sig til i det unikke landskab, der er udnævnt til at være EU fuglebeskyttelsesområde.

Det er et specielt og langstrakt stykke natur at køre forbi, vådt og sumpet til den ene side, Limfjorden til den anden. Og så ender ud helt ude på tangen, hvorfra du kan tage færgen til Thyborøn og fortsætte sydover langs vestkysten.

Heltborg Museum

Nær Hurup ligger et kunstmuseum,´uden for de flestes radar. Vi kan også kalde det for Jens Søndergaards andet museum for at hylde den mand, der malede nogle af sine tidligste og seneste  ekspressive billeder i og om sin barndoms landskaber.

Det er en sanselig oplevelse at gå igennem de krumme gange og rummene og se på hans  stærke og farvemættede malerier, tegninger og litografier af især landskaber på Thy-egnen.

Men museet rummer også en fængende samling af Ellen Raadals tegninger af landskaber og portrætter af personer, der også boede i det Sydthy, hvor hun boede i landsbyen Krik.

Heltborg Museum inviterer ofte til særudstillinger som den vi så med ægteparret Britta Madsen og Søren Gøttrups særegne, humoristiske og vilde popmotiver i glas. De leger bl.a. med skægge tekster til skæve glasstøbte morgenmadspakker, glasrelieffer formet som røntbilleder mmm…

I en sidebygning står store skulpturer af Erland Knudssøn Madsen ligesom der er en kulturhistorisk samling af gamle landbrugsredskaber.

Hanstholm

Fisk. Det er det Hanstholm er kendt for. Den store fiskerihavn fylder meget og der landes stadig isfyldte kasser af alverdens fisk i sorterings- og auktionshallerne. Men lige om hjørnet ligger en anden del af byens charme i form af to gode spisesteder, et sjovt kunstudstillingssted og tilgængelige minder om 2.verdenskrig.

På havnen ligger det populære Det Gamle Røgeri, hvor kvaliteten af stedets fish’n’chips, fiskefrikadeller og friturestegte fileter lever op til køen af sultne.

Men tag med os op på bakken over byen, hvor der venter to unikke oplevelser, der forandrede byen i vores øjne.

Heroppe ligger Hanstholm Madbar skabt af en flok yngre mennesker med kontakt til det nye Klitmøller-miljø. Stedet er ikke som restauranter flest. Laid back afslappet stemning mellem de fyldte borde, intet tidspres og personligt engagerede, ligefremme tjenere, der kan det med at skabe hjemlig hygge. 

Og så er maden altså bare go! Og med udsigten ud over havnen mod havet dér ved solnedgangstide…

Madbaren rummer også mere end det, vi nåede at opleve den aften, vi nød besøget. I kan sove dér i en lejlighed med udsigt, nyde en spatur og lytte til koncerter.

Ikke så langt derfra, stadig på bakketoppen, møder vi Havhaven ved den sort-malede Hanstholm Kunstbygning med det lange street art maleri på havnesiden.

Det er et sjovt sted fyldt med land art skulpturer spredt rundt i græsset skabt af jern, sten, granit mv. 

Nysgerrigheden sender vores fødder og øjne på tur rundt i vildnisset efter uopdagede væsener, mens vi distraheres af meterhøje værker, havet derude og den uendelige himmel over os. Noget sætter smil på læberne, andet får os til at sige “wow” og atter andet får kun vores dæmpede “nå” at høre.

Men roen på bakken omgivet af kunst under åben himmel er fantastisk stimulerende. Så det er svært at træde inden for i Kunstbygningen, der vedligeholdes af frivillige borgere. Her er der skiftende udstillinger i de små rum ligesom skoleklasser kigger forbi for at skabe deres egne kunstudtryk, vi andre så kan nyde en periode.

Hanstholm rummer også et bunkermuseum med adgang til en række af massive betonbunkere,som Hitlers Tyskland byggede som led i sit forsvar af hele Atlanterhavkysten.

Ud over de udendørs kanonbatterier og enkelte bunkere med trange gange og små, fugtige rum byder Bunkermuseet sig til med utallige kanoner, ammunitionsrum, mandskabsrum, informative plancher med viden om byen under 2. Verdenskrig, om Atlantvolden, om tyske kystbatterier langs den danske vestkyst og ned igennem Europa osv.

Bonbonmuseum 2.0

Vi var egentlig på vej til Kirsten Barlits unikke skulpturhave, da vi så de store bogstaver skrevet på en gavl langs landevejene. Bonbonmuseum, stod der. En hurtig fod på bremsen, gearet i bak og så ind ad sidevejen.

I næste nu holdt vi på gårdspladsen til en trelænget gård, der viste sig at rumme en spektakulær samling af gamle bolsjedåser af blik, indpakninger, brochurer, reklameskilte, bolsjeforme og andre genstande, der var med til at fortælle historien om industrialiseringen af dansk bolsjeproduktion.

Bonbonmuseet byder også på en levende produktion af bolsjer, workshops og salg af alskens smagsvarianter af bolsjer. Og de smager godt, skal vi hilse og sige fra os selv!

Ud over en café åbenbarede nabohuset også Svankærs lille Savværk, hvor ejeren Manfred Müller skar sine små filigranfine “papirklip”-agtige tableauer i tyndt træ skåret med en løvsav.

Men oplevelsen af stedet fik for alvor et spark, da Manfred Müller kom for at sige dav fra hans og fruen Anitas privatbolig over gården. 

Et enkelt spørgsmål “hvad får en mand til at indsamle gammel emballage og åbne et bolsjemuseum, åbnede for en timelang forklaring med historiske udredninger om de to typer bolsjeproduktion herhjemme, om industrialisering, om indsamling af naturlige plantestoffer til at give bolsjerne farve og smag, om de gamle små maskiner i selve museet og om hans store lidenskab for det delikate træarbejde.

Det viste sig, at den produktionsform af bolsjer, vi alle kender fra bolsjekogerier i turistbyer som Løkken, Svaneke mv., vandt markedet, fordi Danmark ikke var rigt nok et land til at omstille sig hurtigt fra at være et landbrugsland til at indkøbe tidens nye maskiner fra England.

Hvor bolsjemassen i dag rulles ud med håndkraft og klippes af i valgte størrelser, holder ægteparret Müller fast i den engelske udgave, hvor dejen rulles igennem en valse og kommes i små figurforme.

Desværre brændte stedet ned året efter vores besøg, i december 2017. Både bolsjemuseet, savværket og lysstøberiet brændte ned. Den gode nyhed er blot, at Bonbonmuseum 2.0 genåbnede i juli 2018 på sin gamle plads på Hedegårdsvej 5, Svankjær 5, 7755 Bedsted Thy.

Bulbjerg

Den syner ikke af noget som vi går der ad stien fra p-pladsen mod stranden. Vel fremme ved nedstigningen deler vi uværgerligt et “wow” ved en luendelige udsigt mod havet, stranden og klitheden ved for os. Men det store “whouw” kan vi ikke holde tilbage, da vi først står på stranden efter turen ned ad den smalle klitsti. 

Vi står på stranden, der er oversået med sten og kalkstykker, ser til højre og dér ser vi det, fuglefjeldet Bulbjerg, der tårner sig 47 meter op over stranden og bølgerne, der konstant søger at udhule kalkstens-klippen.

Vi læser, at klippen er 65 millioner år gammel, men det er den bastante klippe i sig selv, der imponerer. Også selv vi som andre ikke bør passere den længere på grund af faren for nedstyrtende klippestykker.

Som mange andre stabler vi sten og kalkstykker oven på hinanden som japanske steler, tegner på de største sten og forsøger at fange “fjeldets” mange beboere fra de sjældne mallemukker til rider, der er en mågeart, edderfugle, sortænder med mange flere arter.

Det er som at stå i sin egen verden og føle sig meget lille under klippen og himlen. Men smukt som få steder, også uden den Skarreklit ud for kysten, der knækkede sammen i 1978. Det er kun en stor, flad sten 80 meter ude, men før knækket så jeg den knejse 16 meter over vandet  som sin egen, unikke skulptur.