Rejsehub.dk

Pandekagebjergene nær Antequera

Køreturen gennem Andalusien byder på mange smukke udsigter fra bjergene og de utallige nålesving. Et unikt sted, vi stopper, ligger syd for Cordoba og hedder El Torcal de Antequera. En helt særlig nationalpark.

Lige før toppen må vi bare smide bilen i vejsiden. De flade klipper er som stakket oven på hinanden den ene stabel efter den anden ud i landskabet.

Men vi mister først pusten og griner samtidig, da vi når toppen og den officielle parkeringsplads ved infotavler og et cafeteria.

Så langt vi kan se er små som store klipper  lagt på hinanden, så de ligner stakkevis af pandekager.

I det tørre landskab  finder tidsler og andre hårdføre planter vej imellem det eventyrlige landskab, der fylder synsfeltet indtil vi går langt nok væk og kan se bakkerne, markerne og horisonten set fra fuglenes perspektiv.

Cordoba

Aftenen har vi sat af til et af de berømte shows med andalusiske heste, der danser flamenco med danserinder iklædt farvesprudlende kjoler. Vi sidder for enden af opvisningsbanen under et hvidt tag af lærredsdug, der bærer små dyser, der konstant sender vanddamp ned over os for at køle os af i de 40 graders varme kl. 20 aften.

Men før showtime ruller vi langsomt ind igennem Cordobas smalle og solbeskinnede gader og parkerer 50 meter fra Hotel Eurostar Maimonides i byens hjerte. Jeg knockoutes af heden, da jeg stiger ud af bilen for at gå de få meter til hotelreceptionen for at spørge om stedets parkeringskælder. 47 grader siger termometret.

Det er ikke sidste gang, heden tager pusten fra os. Det gør den hver dag og hver aften, vi er i den gamle by. 35-37 grader ligger vi mindst på og i en enkelt formiddag lyser apotekets skilt 52 grader. Dog i solen, der dejligt og ubarmhjertigt følger os så snart vi træder uden for hotellet, går til en butik i en af de snævre handelsgader eller går ind i La Mezquita moskéen med den indbyggede katedral.

La Mezquita

Moskéen er et kolossalt bygningsværk oprindeligt sat i gang i 780 og siden udvidet tre gange til at være den største arabiske bygning uden for den arabiske verden. Da kristne hære erobrede Cordoba i 1236, begynde de kristne at bygge altre i moskéen frem til 1523, da Carlos den 5., konge af Spanien og tysk-romersk kejser, besluttede at bygge en katedral inde i moskéen.

Den unikke forhistorie gør bygningen til at særegent sted at gå rundt og nyde de lange lige rækker af dekorerede søjler med dobbelte buer i rødt og hvidt i moskéen. Især når solen sender smalle striber af lys ind og fremhæver detaljer i gulvet og lægger andet i skygge.

Uanset hvor vores øjne kigger, forbavses vi over moskéens og katedralens storhed, skønhed, detaljer, ro og de smukke, symmetrisk opstillede rækker af appelsintræer i den kvadratiske gårdsplads under åben himmel mellem de fire bygninger.

Varmen rammer os

Vel ude på gaden igen er alle små gyder fyldt med ens udseende souvenirbutikker med små malede keramikguitarer, vifter, magneter, postkort, kjoler, krydderikrukker og meget andet.

Vi går op ad den ene sidst på eftermiddagen og står pludselig på Plaza de las Tendillas omgivet af moderne forretninger, vi kender fra alle andre byers gågader. Vi kigger på hinanden, puster i de 38 grader og enes straks om at sætte os i den nærmeste café stol og bestiller to store sangrias hos barens tjener.

Dér bliver vi siddende i fire timer fra kl. 18-22 for at slippe for varmen og for at nyde livet på torvet, mens det går fra få mennesker i heden til et familie- og kæresteliv, der folder sig ud jo mere tusmørket sænker sig over os og de hyggelige vandstråler, der rytmisk står op fra en firkantet række af fliser.

Kaffe og øl afløser hinanden, mens tjeneren forvirres over den rækkefølge, vi bestiller drikkevarerne, fra sangria til kaffe til øl osv….men sådan kan vi li´ det dén aften.

Mørket falder over byen, folk hygger sig og slentrer over torvet og ned igennem de lukkede butiksgader. Vi følger dem, langsomt, mod hotellet, mens vi suger spredte sætninger, stemningsfyldte restaurantborde, grilldufte, glimt af en gårdsplads derinde bag fordørens duvende forhæng til os.

Jerez de la Frontera

Sherry’en smager suverænt, hestene danser flamenco med kvinderne, mens guitar og håndklap fyrer op under danserindens sko i den tætpakkede bar.

Sådan kan det være at besøge sherry’ens hjemby Jerez de la Frontera, syd for Sevilla. I solskin, over 35 grader, der automatisk sætter alles tempo ned på slow. Åbne torve er tomme, fordi de fleste bliver indendøre og dem, der synes de skal ud, søger skyggen under trækroner eller i barer.

Men vi er taget til Jerez på grund sherry’en, der er så meget bedre her end mange andre steder. Hen på eftermiddagen sætter vi os ved et bord uden for baren La Ina for at smage vores første glas cream sherry. Og vi ser på hinanden og siger ”wow”, til den smooth, fyldige smag, vi nyder, mens vi kigger på gadelivet.

De fleste slentrer til højre for os videre henad gågaden Calle Larga og nogle få går venstre om os ad Plaza Esteve. Vi skal ikke andet end nyde byens søde drik og se folkelivet udfolde sig indtil vores maver kræver aftenens tapas et andet sted.

Senere på aftenen vender vi tilbage til Plaza Esteve for at møve os vej ind i den proppede flamenco-bar Tabanco el Pasaje. Omme i hjørnet stamper danserinden taktfast i gulvet, mens guitaristen og sangeren kryber sammen omkring hende på de få kvadratmeter, hvor der ikke står bargæster og klapper rytmen bedst som de kan.

At det sker, ser vi kun i spejlet over baren. Det er kropumuligt at snige os på tæt hold, men til gengæld kan vi bestille øl ved baren og nyd stemningen derfra.

Dagen efter, ved middagstid, har vi købt billetter til et af de berømte shows med andalusiske heste, der fylder den overdækkede arena med varierede formationer og væddeløbsridt med ryttere med ranke rygge, seriøse ansigter og traditionelle dragter. Vi ser veldresserede, smukke heste udføre præcist koreograferede optrin til begejstrede klapsalver fra det talstærke publikum.

Lige med ét er det forbi. Vi glider ud på gaden igen og bevæger os mod vores hotel YIT Casa Grande ved Angustias torvet. Vi er på jagt efter den gode sherry og ender i en lille og åbenlyst lokal sherry bodega i sidegaden Calle Argos. Vi er os, ejeren og en ældre mand, der ser ud som om han bor på stedet og er gammel ven af ejeren.

Reolen ved den ene væg byder på mange slags sherry’er, så vi forsøger – uden at kunne tale hinandens sprog – at forklare den gode sherry, vi smagte dagen før og som vi nu søger. I en afslappet og humørfyldt stemning får vi gode råd om sherry’erne og smager os lidt frem, køber et par flasker og hilser adios for at gå over gaden og ind i skobutikken Alpargateria Isabell II for at tjekke de skønne espadrillos i mange udgaver ud.

For enden af gågaden drejer en oplyst, smuk karrusel rundt og vi beslutter os for at nappe en sherry og en skål oliven mere i det lune aftenmørke uden for café, bar og restaurant Arenal på torvet af samme navn.

På vej retur mod hotellet går vi forbi og gennem gader, gyder og torve, hvor de lokale nu har vovet sig uden for. Det er tid til aftensmad ved en af de mange stemningsfyldte spisesteder, hvor tapas i utallige udgaver udgør den foretrukne menu. Familier med store og små hygger sig med snak, tilråb og god tid til at komme igennem måltidet.

Men Jerez byder ikke blot på unikke oplevelser. Byen har et rigt butiksliv, også i de små sidegader. Kjolebutikker, hattebutikker, kiosker, papirvarer, skobutikker osv., der alle lokker med deres anderledes udbud af varer end vi kender hjemme.

Grazelema

Turen fra Jerez de la Frontera går øst over bjergkæden Sierra de Grazelma, hvor hårnålsving tager os op i 1100 meters højde til svimlende smukke udsigter.

Vi passerer de første af de "hvide landsbyer", der nærmest blænder os på afstand i et sving. Og pludselig er vi der, kører igennem en smal gade med hvidkalkede husmure. Vi parkerer bilen for at slentre rundt i den lille by Grazalema dér i middagstundens brændende hede.

De krogede gader og gyder synes tomme, alle gemmer sig i stuernes svalende skygge, og kun turister som os insisterer på at bevæge os rundt i den smukke by.

Et kig op ad en gyde afslører farverige urtepotter med blomster hængt op på murene, stenede trappetrin hjælper os op og ned ad stigningerne på bjergets side, og vi trækker os til side for en enkelt pruttende scooter, der haster forbi.

Vi går forbi den kraftfulde jernskulptur af en tyr og en mand bag den, kigger inden i det lille turistkontor for at spørge om vandrestier på bjerget og stopper forbi et udsigtspunkt, hvorfra vi ser gårdene i dalstrøgene og bjergtoppene, der fortoner sig i det fjerne.Vi ser også over på det hotel, hvor vi skal bo et par nætter.

Vi vender om og træder inden for i et lille, åbne bageri påpladsen for at købe en posefuld blandede småkager.

Inden vi forlader den hvide, hyggelige by, dasker vi videre rundt i gaderne,  sætter vi os ind på en åben café. Vi spiser empanadas og smoothies, drikker, te, og kaffe og spiser hver et stykke kage.

Og så er det tid at vende bilen mod Hotel Fuerte Hoteles, værelset med udsigt mod bjergene og dalen, Grazalema. Vi plopper i poolen, daser i solen og gør langsomt klar til en alsidig aftensmad-buffet for 18 euro nydt ved kanten af terrassen. Mens vi nød maden, kaffen og kagen, nød vi endnu mere at opleve solnedgangen over bjergkammen og ned gennem dalstrøget. En oplevelse der kalder på et digt:

Rå bjergtinder

med en glorie af blå himmel

skæve mønstre af grønt og gråt

bjergfyr

klippegrund

tørheden damper

af længsel

efter vand

et landskab

for seere, vandrere og nøjsomme landmænd

Ronda

Foran os ligger Ronda, berømt for sin bro Puente Nuevo fra 1793, der deler byen i to på hver sin side af floden Río Guadelevin. Men vi søger først vores overnatningssted, der hedder Hotel Alavera de los Banos og som ligger klos op ad ruinerne af de oprindelige gamle arabiske bade eller banos.

Vi rykker ind i lille arabisk-præget værelse med egen terrasse og adgang til to opholdsområder, en lille pool og et terrasseområder med et stort glasbord, hvor vi får serveret den lækre morgenmad.

Udsigten fra det stemningsfyldte lille hotel er fantatisk op mod en høj bakkeskråning, hvor en håndfuld heste græsser i formfuldendt silhouet.

Men den lille, berømte by lokker alligevel og vi slentrer forbi den gamle bymurs stensætninger frem til sted, hvor vi må gå meget stejlt opad for at nå op til hovedgaden, den turistede restaurantgade og gågaden med et hyggeligt, lille torv som Plaza del Socorro med spisesteder, bænke til byens ældre og en statue af Blas Infante, faderen til Andalusisk nationalisme, lidt længere ude.

Vi sætter os på et spisested på torvet, bestiller tapas, ser på folkelivet, taget billeder af de ældre kvinder på en bænk over for os og ser på brønden med en Hercules-mandsfogur og to løver.

Blas Infante designede Andalusiens våbenskjold, flag og øvrige symboler. I 1918 trådte han ud på balkonen på 1. etage af Circulo de Artistas bygningen og viftede med det nydesignede flag og kickstartede dermed Andalusiens uafhængighedskamp.  Da Sevilla i august 1936 faldt til Francos styrker, blev han sammen med andre nationalister arresteret og henrettet.

Rondas tre-buede bro over den udtørrede flod ser mest imponerende ud ved at gå hen til det lille torv Plaza del Campillo og derfra gå ned af skrænten via en grussti. Set nedefra tårner den gamle bro sig imponerende op over slugten.

Vel oppe igen går vi over broen ind mod byen, drejer forbi Spaniens ældste runde - og stadig fungerende - tyrefægterarena. Vi går hen af Paseo de Blas Infante, en kort promenadegang i en lille park, forbi buster af forfatteren Ernest Hemingway og filminstruktøren Orson Welles til den bjergtagende udsigt over dalen og bjergskråningerne i det fjerne.

Herfra ser vi en af de smukkeste solnedgange, vi har oplevet, set fra og igennem en smuk pavillonbygning.